Danske Anders Walter har i sandhed fået en imponerende start på sin karriere. Først vandt han en Oscar for sin kortfilm 'Helium', og nu er han så klar med sin første spillefilm, fra Guds eget land, produceret af Chris Columbus og Kim Magnusson. 'I Kill Giants' havde verdenspremiere på Toronto Film Festival i sidste måned, hvor den fik en begejstret modtagelse, og fantasy-thrilleren om en utilpasset teenagepige, der slås med kæmper og monstre i sin egen verden, er allerede blevet sammenlignet med 'Pans labyrint', 'Where the Wild Things Are' og '7 minutter over midnat'. Med blændende dramatisk og visuel sikkerhed lader Walter nemlig også de indre og ydre verdener smelte sammen for nørden Barbara (Madison Wolfe). Hun mobbes i skolen og negligeres hjemme og søger derfor, mere og mere besat, tilflugt i sit eget Dungeons & Dragons-univers, hvor hun kan tage kampen op med dæmoner og kæmper.