Forholdet mellem mennesket og de andre arter, som vi deler planeten med, har åbnet op for nye måder at begribe vores egen plads i verden. ‘Becoming Animal’ er et forsøg på at give nogle af disse nye tanker en filmisk form. Et essay med afsæt i et ‘field trip’ i Wyomings vilde natur, i selskab med bio-filosoffen David Abram og de to visionære filmskabere Emma Davie og Peter Mettler. Og med et væld af bisoner, elge og fugle. Både form og tænkning er fri i en film, der ender med at bevæge sig (langt) ud over menneskets selvcentrerede blik på naturen, og ind i en tilstand af nærmest psykedelisk åbenhed. Som Mettler spørger: Er vores sprog og moderne teknologi en barriere eller en åben dør mellem os og verden omkring os? Og hvad med filmmediet selv? Mettler har gennem sit mangeårige filmarbejde beskæftiget sig med abstrakte fænomener som nordlys, ekstase og tiden selv, og med Davie og Abram som rejsefæller er ‘Becoming Animal’ (som er opkaldt efter Abrams skelsættende bog) en film, der kan få en til at se det hele med lidt andre øjne.