‘Fremmed’ er den første danske film, der udspiller sig i stenalderen. For 6.000 år siden er to verdener på kollisionskurs. Som de første bønder nogensinde ankommer den 19-årige kvinde Aathi (Angela Bundalovic) med sin familie til det sydlige Skandinavien, i dag kaldet Danmark. Efter et skæbnesvangert møde med en lokal jægerstamme, bliver hele familien, undtagen Aathi og hendes lillebror Tharan (Benjamin Ahnstrøm Sharifzadeh), slået ihjel. Alene i den gigantiske urskov, har de to søskende ikke andet valg end at søge tilflugt hos den jægerstamme, der slog familien ihjel.