Det store hit fra sidste års Cannes-festival er en film, som bevæger sig i sit helt eget kredsløb, men med mindst én fod placeret på fast grund. ’Gagarine’ er på én gang sværmerisk, romantisk og langt ude – i bogstavligste forstand, for filmens hovedfigur arbejder intensivt på at blive en urban rummand. Og for at det ikke skal være løgn udspilles filmen i det nedslidte boligbyggeri Cité Gagarine uden for Paris – opkaldt efter den russiske kosmonaut Yuri Gagarin. Byggeriet rives ned undervejs i historien, men af asken rejser sig to af de mest lovende instruktører, fransk film længe har set. Hold øje med Fanny Liatard og Jérémy Trouilh fremover, men start lige med at nyde deres helt fantastiske debut!