Ungdommens glæder, kaos og akavede øjeblikke står i kø i humoristisk amerikansk publikumsfavorit, der udspiller sig i internettets pubertære dage midt i mellem Myspace og Facebook. En potentiel coming-of-age nyklassiker.
Den 13-årige amerikansk-taiwanske Chris drømmer om at lave skatefilm. Han drømmer også om at kysse med den lidt ældre Madi. Men der er ikke symmetri mellem, hvem han er, og hvem han gerne vil være, for oftest driver han bare rundt i forstaden Fremont med vennerne Fahad og Soup og filmer åndssvage videoer og sprænger ting i luften. Året er 2008, internettets spæde ungdom, et sted midt i mellem Myspace og Facebook, og Chris, der er første generation til at vokse op med nettet, bruger det til at komme sine drømme nærmere. Han surfer Madi’s Myspace-profil tynd og finder ud af, hvilke bands og film, hun kan lide. Og da en gruppe ældre skatere spørger ham, om han kan filme dem, siger han ja, og skynder sig hjem for at se tutorials af, hvordan man egentlig filmer en skatevideo. ’Dídi’ er en klassisk coming-of-age-film med første-cigaret-scene og det-akavede-første-kys-scene. Men den Oscar-nominerede debutant Sean Wang formår at fortælle den semi-biografiske film med en særlig fornemmelse for tid, humor, empati, raciale skyggesider og finurligheder, og det giver filmen vinger. Som det sindssyge forhold mellem Chris og hans storesøster, der får enhver søskendekonflikt til at blegne. Eller når den identitetsforvirrede Chris, der bliver kaldt Didi af sin mor og Wang Wang af sine venner, skal introducere sig til de nye skatervenner og på et splitsekund må beslutte, om han vil være Wang Wang, Didi eller bare Chris. Og det er den slags øjeblikke, der får ’Dídi’, der vandt publikumsprisen på årets Sundance Film Festival, til at løfte sig fra klassisk til potentiel klassiker.