Det er 30 år siden, at ‘Forrest Gump’ tog verden med storm. Nu er Tom Hanks, Robin Wright, instruktør Robert Zemeckis og manusforfatter Eric Roth tilbage. Denne gang har de valgt at filmatisere den grafiske roman ‘Here’, der indfanger livets essens med alt, hvad det indebærer af kærlighed, tab, latter og hverdagens små mirakler. Filmens titel refererer til det hus, der danner rammen om hele fortællingen. Zemeckis tager os med på en tidsrejse centreret omkring opholdsstuen i det hus, hvor filmens familier har boet og levet op gennem tiderne. ’Here’ er med i Biografklub Danmark.