‘Komplet uafrystelig.’ Wendy Ide, Filmmagasinet Ekko (5 stjerner)
En penthouse-villa med pool og postkort-udsigt over den tyrkiske riviera er det idylliske centrum i Isabella Eklöfs ‘Holiday’. Her slår Michael og hans gangsterfamilie dagene ihjel med kokain i næsen og grillstegt hummer på gaflen. Hans unge elskerinde Sascha (Victoria Carmen Sonne) er fascineret af det ekstravagante liv, men tilværelsen som trofæfrue har en skyggeside. Den utilregnelige Michael udsætter Sascha for eskalerende ydmygelser, og hendes ophold i paradis udvikler sig langsomt til et mareridt. Da hun møder den charmerende hollandske sejler Thomas, øjner hun en mulighed for at stikke af fra det hele. Men måske er det for sent.