I vores søsterbiograf, Gloria. Billetter her. Midt i den verserende debat om kønsroller og mental load rammer ‘If I Had Legs I’d Kick You’ som et spark i mellemgulvet. Kaotisk, surrealistisk og med en ærefrygtindgydende Rose Byrne (Oscarnomineret!) som mor på randen af nervøst sammenbrud. Rose Byrne spiller psykologen Linda, der kæmper for selv at pleje sin datters krævende sygdom. Hendes mand er bortrejst, da en vandskade i hjemmet tvinger mor og datter til at checke ind på et motel – og så begynder Linda for alvor at gå op i limningen. Filmen er en uregerlig, galgenhumoristisk og altopslugende tour de force igennem moderskabets trængsler – med eminente birollepræstationer fra Conan O’Brien og A$AP Rocky.