Klimaforandringerne er her nu – også i Norden. Skovbrande breder sig i Sverige, Danmark rammes af oversvømmelser, stormene tager til på Færøerne og landskabet skrider i Norge. Naturen sender tydelige signaler. Spørgsmålet er, om, og hvordan, vi lytter. ‘Ilden, vandet, jorden, luften’ er en håbefuld film om at finde nye fælles svar i en verden i forandring. Filmen tager os med til fire nordiske lokalsamfund, hvor naturens advarsler mærkes i hverdagen – blandt andet på den danske ø Skarø, hvor lokale hjælpes om holde vandet væk fra deres hjem, for når krisen rykker tæt på, bliver naboskab og fællesskab det vigtigste beredskab.