Asuncións labyrintiske marked er åstedet for et nervepirrende drama, hvor en ung mand og hans trillebør sendes ud på den mest hårrejsende mission. Indledningsvis drømmer 17-årige Victor dog mest om at blive førsteelsker i en tv-serie, men da den lokale slagter skal have transporteret syv kasser med ukendt indhold gennem markedet, sætter historien i gear. Filmen er rammende blevet beskrevet som ‘Fast & Furious’ med trillebør, endda tilført lokalkolorit, så det basker. Det meste foregår på spansk, men der tales også mandarin, for markedets kinesiske køkkenfolk bidrager til løjerne, som overvejende er af den blodige, sort-humoristiske variant.