Den barokke humor er i højsædet i Pietro Castellittos balstyrige livtag med sen-kapitalismen, som den udfolder sig i Ostia lige uden for Rom. To spor udfoldes. En mand banker på en kvindes dør. Han vil sælge hende et ur. Et par dage senere udelukkes en ung assisterende professor i filosofi fra opgravningen af Friedrich Nietzsches lig. ‘The Predators’ fortæller historien om to diametralt modsatte husholdninger: Familien Pavone tilhører den akademiske overklasse, mens familien Vismara er proletarer med fascistoide tilbøjeligheder. Da en ung hedspore forårsager et i udgangspunktet trivielt uheld, kommer de to familier på kollisionskurs – og så vælter skeletterne ellers ud af skabene. Under civilisationens tynde fernis er vi alle rovdyr for vorherre…