‘Biograflærredet dirrer. Det er en præstation – og en film – man ikke slipper igen lige med det samme.’ Niels Lind Larsen, B.T. (5 stjerner)
’Joe’ skriver sig fint ind i kongerækken af betændte sydstatsdramaer med udspring i samfundets nedre lag – hele vejen fra ’Winter’s Bone’ til ’Mud’. Og så understreger filmen, hvilken fantastisk skuespiller, Nicolas Cage er. Det er ham, som spiller skovarbejderen Joe – med løst hængende næver og lig i lasten, inklusive et forlist ægteskab. Da Joe støder på den 15-årige Gary, indser han hurtigt, at der ligger meget godt gemt i drengen, men i kulissen spøger en alkoholisk far, og i det hele taget truer de ulmende konflikter med at bryde ud i lys lue. Og så må både Joe og Gary tage affære. Om de vil det eller ej.