‘En supersensitiv, flydende drømmebåd, der med visuel styrke fortæller karakterernes indre historier.’ Katrine Hornstrup Yde, Politiken (5 stjerner)
Joachim Trier gør udebanen til sin hjemmebane i sin amerikanske opfølger til den hypernorske ’Oslo, 31. august’. I Louder Than Bombs (som har taget sin titel fra en sang af The Smiths) starter vi tre år efter fotografen Isabelle Reeds (Isabelle Huppert) død. Tilsyneladende var der tale om en bilulykke, men enkemanden Gene (Gabriel Byrne) ved godt, hvad som egentlig hændte, og vil gerne fortælle det til sin yngste søn Conrad (Devin Druid). Genes ældste søn Jonah (Jesse Eisenberg) kommer hjem for at hjælpe ham, men han har sin helt egen erindring om moren, og den er han ikke villig til at opgive.