‘En skræmmende præcis skildring af en mors alt andet end betingelsesløse kærlighed til sin søn.’ Henrik Wivel, Kristeligt Dagblad (6 stjerner)
Årets vinder af Guldbjørnen i Berlin gennemspiller allehånde moralske dilemmaer, mens den selvgode rumænske overklasse ristes over en sagte ild. Cornelia må haste til politistationen, da hendes voksne søn har kørt en ung dreng ned. Moderen øjner muligheden for at få sin fremmedgjorte søn tilbage i folden, men først skal ordensmagten pacificeres. Og den vej går over en medtrafikant, der var vidne til sønnens vanvidskørsel og ikke umiddelbart vil hjælpe Cornelia – i hvert fald ikke, hvis det skal være gratis. Endelig er der den sørgende familie, som ikke kan få deres dræbte søn tilbage, men som alligevel håber på en form for retfærdighed.