Årets danske Oscar-kandidat handler om en modig og ukuelig folkeskolelærer, der i al hemmelighed afdækker Putins aggressive militarisering af Ruslands skoler. Pasha er underviser i en lille russisk by. Eleverne elsker ham for at være kreativ, spøgefuld, progressiv og ikke så stivsindet som hans kolleger. Men da Rusland invaderer Ukraine, mister Pasha styringen over skoleskemaet. Putin beordrer en ny retning for skolevæsenet. Med ét forvandles folkeskoler i hele Rusland til rekrutteringszoner. Statsideologi og militarisering kommer på pensum, og ud forsvinder den kritiske, selvstændige tænkning.