Neil Youngs ’Harvest’ har 50 års jubilæum i år, og det fejrer vi med en mageløs dokumentar, der tager os tilbage til 1971 og ’The Harvest Barn Sessions’ på Neil Youngs farm i det nordlige Californien. I filmen er der også optagelser fra Neil Youngs optræden med The London Symphony Orchestra og i studiet i Nashville. Liveoptrædener og interviews væves sammen i en skøn mosaik, og de fleste af sangene fra ’Harvest’ er med, inklusive ’Heart of Gold’, ’A Man Needs a Maid’, ’Alabama’ og ’Old Man’. I en helt friskindspillet ouverture specifikt henvendt til biografpublikummet fortæller Neil Young om ’Harvest’ og albummets betydning for ham, om indspilningen og selvfølgelig også om filmen her – med masser af optagelser, der aldrig har været vist før.