Hvordan opleves det i grunden at vende tilbage til sin fødeby – et sted, som man ikke har besøgt i adskillige år? Er stedet det samme, som det man kendte og forlod, eller er det gammelkendte forsvundet for altid? Er man fremmedgjort i det miljø, som man engang kendte så godt? Lever bygningerne, gaderne, kvartererne og de mennesker, der boede der, kun videre i minderne og ens egen tågede erindring? Det er nogle af de spørgsmål, som Felice må stille sig selv, da han efter 40 år i selvvalgt eksil rejser tilbage til Napoli – byen, der dannede rammen om hans liv i de første femten leveår. Felice oplever det nye og det gamle Napoli smelte sammen i bevidstheden, hvor minderne går hånd i hånd med fremskridt og udvikling. Men hvor meget har i grunden flyttet sig, siden Felice forlod byen? Og hvordan påvirker det, der for ham er et hyggeligt gensyn, dem, der blev tilbage? Felice kommer til at opleve, at nostalgi kan være både berusende og farlig – for hvorfor forlod han i virkeligheden Napoli?