Svenske Mikael Marcimain har kastet sig over den svenske romansucces ‘Gentlemen’ fra 1980 af Klas Östergren – og resultatet er en svimlende svirretur op gennem det 20’ende århundredes Europa. Den unge forfatter Klas sidder i sin lejlighed i Stockholm i sommeren 1978 uden hverken penge eller ideer, så det er næsten ikke til at fatte, da en forlægger vil hyre ham til at genfortolke Strindbergs skuespil ‘Det Røde Rum’ med et stort forskud oven i hatten. Men opgaven bliver hurtigt nedprioriteret, da Klas møder den excentriske levemand Henry Morgan. Henry inviterer Klas til at bo i sin enorme, dunkle herskabslejlighed på Södermalm, som han deler med sin psykisk ustabile digter-bror Leo. Lejligheden er som kaninhullet i ‘Alice i Eventyrland’, og Klas hvirvles ind i brødrene Morgans liv. En saga, der strækker sig fra dystre nazi-forbindelser til toppen af det svenske erhvervsliv.