‘Sparrows’ er en fortælling om at blive voksen. Hovedpersonen er teenageren Ari, hvis tilværelse bryder sammen, da hans mor beslutter at flytte til udlandet sammen med sin nye mand. Ari har intet andet valg end at forlade Reykjavik og flytte tilbage til sit barndomshjem ved Vestfjordene for at bo hos sin alkoholiserede far, som han ikke har set i flere år. Filmen udforsker forskellige modningstemaer, særlig forholdet mellem far og søn, set gennem det efterladte barns øjne. Omgangen med kvinder begynder ligeledes at spille ind, og Aris forhold til barndomsveninden Lára udgør et centralt omdrejningspunkt i fortællingen. Instruktøren Rúnar Rúnarsson har udviklet en karakteristisk, personlig stil, som bygger på omhyggelige iagttagelser af traditionel islandsk kultur og æstetik i en moderne tidsalder, ofte krydret med forviklinger, der knytter sig til årenes gang. I ‘Sparrows’ understreges disse temaer i den konflikt, Ari oplever mellem sit gamle og nye liv, og i de traditionelle værdiers tilbagegang og de uomgængelige kompromiser, som træder frem i skæret af modningen.