Ved første øjekast ser Pucinnis tre enakters operaer ‘Il tabarro’, ‘Suor Angelica’ og ‘Gianni Schicchi’ ikke ud til at have nogen forbindelse med hinanden; deres fællesnævner er udelukkende menneskets sammenfiltring i en skæbnesvanger skæbne, der kun undtagelsesvis, et øjeblik, synes at love et lykkeligt udfald af ‘livets eventyr’ – et sæt temaer, der i sin kompleksitet er i gode hænder hos instruktøren Christof Loy. ‘Il tabarro’: En pram på Seinen i Paris, tid 1910. Operaen er mørk og uudgrundelig og med den vold og gru, der ofte er forbundet med verismo-operaer. ‘Suor Angelica’: Et kloster nær Siena, sidste del af 1600-tallet. Puccinis personlige favorit er en opløftende fortælling om religiøs forløsning. ‘Gianni Schicchi’: Firenze 1299 er en farce fuld af menneskelighedens dårskaber såsom grådighed og sammensværgelse. Samtlige 3 kvindelige hovedroller udføres af den litauiske stjernesopran Asmik Grigorian, som med denne forrygende bedrift formår at forbinde værkerne med hinanden. Frankfurter Allgemeine Zeitung skev: ‘Grigorian er en vidunderlig, intens performer: en yndefuld Donna skrøbelig som Lauretta, en febrilsk længsel efter kærlighed, mens den er plaget af skyldfølelse hos Giorgetta, og en desperat fortabt Angelica, der gør oprør med trods.’ Dirigent: Franz Welser-Möst – Instruktør: Christof Loy. Kunstnere: Asmik Grigorian, Misha Kiria, Alexey Neklyudov, Roman Burdenko, Joshua Guerrero, Karita Mattila, Hanna Schwarz.