Som ruiner fra en fremtid, der endnu ikke har været, tårner de umiddelbart meningsløse strukturer sig op over de flade marker, der omgiver den tyske kunstner Anselm Kiefers hjem og atelier. Et kunstigt ‘wasteland’ i konstant forandring, udhulet af underjordiske labyrinter og skabt af en af sin tids mest egensindige kunstnere. Kiefer arbejder i voldsomme materialer som beton, smeltet bly, aske og knust glas, og storheden i hans projekt afslører sig for hvert hjørne, kameraet runder i dets indre arkitektur. ‘Over Your Cities Grass Will Grow’ dokumenterer de sidste dage, inden Kiefer flyttede bort fra sit kolossale værk, og giver ikke kun indblik i en kreativ proces, men bliver også en kunstnerisk og sanselig oplevelse i egen ret – skabt til biografens særlige rum. Efter filmen er der talk om Kiefer og kunsten ved kunsthistoriker Bente Scavenius og gallerist Jesper Elg.