Sindssyge smitter. Eller i hvert fald kan den koste foruroligende meget for de nærmeste, som i det heftigt seværdige drama, 'Ana, Mon Amour', hvor den rumænske mesterinstruktør Calin Peter Netzer ('Mor og Søn') når nye psykologiske højder. Toma og Ana bliver hovedkulds forelskede på litteraturstudiet, men Ana og hendes familie gemmer på dystre hemmeligheder, som igen og igen truer med hendes totale mentale opløsning. Stærke Toma står last og brast med sin elskede, men magtbalancen skifter, da Ana gennem årene langsomt styrkes. Toma svækkes, og som en anden Samson mister han gradvist sin store, smukke manke, der til sidst står som en halvgrå, udtyndet undskyldning for en halvmåne. Netzers hektiske nærbilleder understreger klaustrofobien i traumerne og holder os som i en skruestik.