Romeo og Julie på siciliansk er en brutal affære. I hvert fald for de to unge elskende, Luna og Giuseppe, hvis forældre forhindrer kærligheden i at blomstre. Giuseppes far er involveret i mafiaen, og Luna må, trods forældrenes forbud, jagte sin udkårne rundt i Siciliens skove for at pleje amorinerne. Men da Giuseppe en dag forsvinder sporløst, og resten af samfundet reagerer med larmende stilhed, må hun, forelsket og fortvivlet, begive sig ud i en ensom jagt, der bringer hende dybt ind i mafiamørket. Historien, der er baseret på virkelige hændelser fra 1993, er benhård realisme, men blandes med både eventyr-referencer og fantasyelementer, der giver et tiltrængt pusterum fra de grusomme realiteter. En både smuk og brutal historie om teenageforelskelse, når det er allersværest.