Den italienske mafia er et yndet emne på film, og de selvlærte instruktører – og tvillingebrødre – Damiano og Fabio D’Innocenzo gør kunsten efter med deres helt egen rå sensibilitet for det nære drama. For mafiaen er altdominerende for de to unge fyrer, Mirko og Manolo, der efter et tilfældigt mord bliver indlemmet i den lokale mob! Drengene kommer begge med meget lidt i bagagen fra opvæksten. De er hungrende efter action, og med deres ungdommelige ligegyldighed over for det meste – udover hurtige penge og sex – er de et let bytte, og de får rigeligt at se til med at rydde op efter bosserne. D’Innocenzo-brødrene leverer en fandenivoldsk debut, der borer dybt ned i Italiens underverden og dens altødelæggende effekt på samfundet.