I Italien i slutningen af 1500-tallet har den katolske kirke indledt en klapjagt på reformatoriske kættere, som vover at tale dens almagt imod. Kirkens skriftestol er blevet et sladdersted, hvor man kan angive naboer og uvenner, og straffen for at betvivle kirken er nådesløs. Det får den fattige møller Menocchio at føle. Anklaget for kætteri sættes han overfor en domstol af gejstlige, men den stædige mand, fastholder at han er lige så meget værd og har lige så meget ret til sine meninger som sine gudsbestaltede dommere. ‘Menocchio’ er baseret på gamle retsbøger, og det slående ved den enkle film er, hvor nutidig hele diskussionen lyder, i en tid hvor mange igen forsøger at patentere sandheden. Dialogen er knivskarp, nærmest renskåret for al unødig fedtlag. Og det samme er billederne, som er optaget i stearinlysskær.