Selvfølgelig river en ny Lars von Trier-film – og så endda en om en seriemorder – tæppet væk under os. Men ‘The House That Jack Built’ er ikke i nærheden af at være det voldsforherlighede chok, overskrifterne fra Cannes gerne ville sælge det som. Tværtimod er der glimt i Matt Dillons øje som den gode, onde Jack, der kluntet tager livet af sit første fruentimmer, men med træning bliver en ren virtuos. Dømt til berømmelse og undergang. Når Trier kaster sig over en ny genre, gør han den til sin egen, og ‘The House’ bugner af trierske kendetegn. Stilistisk overlegen i en perverteret leg med filmmediet, ligesom Jack mere og mere perverteret iscenesætter sine ofre. Et studie i en seriemorders psykologi eller et portræt af en idiosynkratisk kunstner? Døm (ham) selv – og nyd Triers mesterværk på Skandinaviens største lærred.