Et af de allerstørste hits på sidste års CPH PIX var Marco Bergers sexede drama, ‘Plan B’. At han atter er repræsenteret i årets program er vores held, for opfølgeren ‘Absent’ er lige så original og fængslende som sin forgænger. Martin er blevet forelsket i sin mandlige svømmelærer og finder på alverdens undskyldninger for langsomt, men sikkert at invadere hans privatliv. Læreren, Sebastian, opdager først for sent, hvad det er hans unge elev har gang i, men da er han allerede blevet kompromitteret i en sådan grad, at der ikke er nogen vej tilbage. En tragisk begivenhed gør Sebastian klar over, at han også nærer følelser for Martin, men Berger holder forment fokus på, at det i dette sjældne tilfælde faktisk er den unge, der udnytter den voksne ved konstant at være sig bevidst om hans udsatte position. Historien fortælles subtilt gennem Martins urokkelige blikke, der sættes i skarp kontrast til hans undskyldende kropssprog. Bergers underspillede og umage kærlighedshistorie bevæger sig langsomt over i kriblende thriller med sig helt egen definition af uro.