På russisk betyder ‘chantrapas’ noget så lidet mundret som ‘de der ikke kan synge’, men på fransk har man taget udtrykket til sig som en rammende beskrivelse for folk, der bare ikke duer til noget som helst. Dermed er tonen lagt for Otar Iosselianis fransk-georgiske humoristiske, delvist selvbiografiske kunstnerstudie ‘Chantrapas’. I filmens åbningsscene møder vi den håbefulde instruktør Nicolas, der stolt fremviser sin nyfærdige film til to venner (den faktisk afspillede film er en kortfilm, som Iosseliani lavede tilbage i 1959), hvis synspunkter stigmatiserer Nicolas’ dilemma som kunstner. Skal han, som den ene foreslår, klippe skidtet om for at undgå at provokere de siddende autoriteter, eller skal han, som den anden plæderer for, insistere skråsikkert på sin kunstneriske integritet og give den fuld skrue. Herefter tages vi tilbage til Nicolas’ georgiske barndom, der fyldt med øretæver, cigaretter og uskyldigt smugdruk giver et formentligt realistisk billede af en verden, hvor de højere magter konstant bestemmer – det være sig religiøse eller verdslige. Den voksne Nicolas tager derfor til Paris for at udleve sin kunstnerdrøm, men må erfare, at modstanden findes overalt. ‘Chantrapas’ balancerer sikkert og med perfekt dosis ironisk distance mellem kunstnerens kamp og selvoptagethed, og det hele ledsages af en lydside, der slagkraftigt blander traditionelle folkesange med sovjetiske propagandatoner og helt nye rytmer.
PIX11 – Chantrapas
