Olivier Masset-Depasses prisvindende belgiske Oscar-kandidat, ‘Illégal’, tegner et billede af et rigidt system, hvor menneskeskæbner gang på gang kommer i klemme i bureaukratiets vold og er i sin tematik rammende aktuel, ikke mindst i en dansk kontekst. Russiske Tania har boet illegalt i Belgien i 8 år med sin 13-årige teenagesøn, Ivan. Det lykkes hende at få tilværelsen til at hænge sammen med arbejde og skole, men frygten for at myndighederne skal opdage hendes ulovlige ophold hænger som en konstant tåge over hende. Da det uundgåelige indtræffer, og Tania overgives til deporteringsinstanserne, er hendes eneste fokus, at hendes søn ikke skal smides ud af det eneste land, han kender som sit sit, blot fordi hun har overtrådt loven. Derfor flygter Ivan, mens Tania fængsles. Masset-Depasse har tydeligvis researchet forholdene for illegale indvandrere grundigt, og filmen er uhyggeligt realistisk i sin skildring af det klaustrofobiske helvede, de udsmidte overlades i, mens de i håb om at genforenes med deres elskede og få en retfærdig behandling venter på at deres skæbne bliver forseglet.