Rejsen slutter, før natten ender i Sergei Loznitsas kulsorte roadmovie ‘My Joy’, som var nomineret til de gyldne palmer på årets filmfestival Cannes. Den starter ellers i det hyperrealistiske spor ud af de ukrainske landeveje, hvor lastbilchaufføren Georgys er på vej med en lastfuld mel, men udvikler sig til en apokalyptisk og nærmest middelalderlig odyssé uden destination, efterhånden som Georgy stifter bekendtskab med et Gogolsk karaktergalleri: En gammel soldat, en barne-prostitueret, nogle tandløse landevejsrøvere. Sort uheld og tilfældig vold sender handlingen ad omveje ind i det post-sovjetiske vejnets mørke hjerte, hvor brudte mænd mister både navn og evnen til at tale. Ondt besvares med ondt, og kaos hersker. At det aldrig har været anderledes kan læses i de ansigter, der fylder lærredet. Loznitsa var dokumentarist inden sin fiktionsdebut med ‘My Joy’, og det kan ses i den iagttagende og præcise billedstil, som forankrer filmens folkloristiske og fabulerende feelbad-filosofi i en kun alt for genkendelig russisk virkelighed. En metafysisk horrorfilm fra udkanten af verden.
PIX11 – My Joy
