Der skal en instruktør som koreanske Lee Chang-dong til at forløse et så kontroversielt og rent og skær pinagtigt emne som kærlighedsforholdet, der er det centrale i ‘Oasis’. En ung mand, der har afsonet en dom for manddrab og spritkørsel, løslades og finder ud af, at hans familie nødigt vil kendes ved ham. Han besøger familien, hvis overhoved han dræbte, og finder en ung, stærkt hjerneskadet pige, hvis familie har gemt hende væk for ikke at blive mindet om hendes eksistens. Den unge mand er ensom, føler sig draget af hende. Voldtager hende. En grusom scene, men uden aggressivitet. Hvor urimeligt det end kan forekomme, vokser der følelser mellem de to, og man følger dem med tilbageholdt åndedræt, for hvordan skulle det dog kunne gå godt? Hvordan skulle samfundet kunne tolerere dem? Hvordan skulle et forhold, der begynder i en voldtægt, kunne blomstre? Grunden til, at vi ikke alene tror på det, men også inderligt håber det, er Lee Chang-dong, der fortæller uden sensationalisme, uden billige effekter, men i et strømmende humanistisk tonefald, der er helt hans eget.
PIX11 – Oasis
