Kultinstruktøren Monte Hellmans første egentlige film i 21 år er et længe ventet kapitel i en eksklusiv produktion, der ikke mindst tæller den eksistentialistiske roadmovie ‘Two-Lane Blacktop’ fra 1971, som for længst har gjort Hellman til en mytisk skikkelse blandt cinéfiler. ‘Road to Nowhere’ er en gådefuld og kryptisk meta-noir, der i lige så høj grad handler om at se film, som om at lave dem. Mitchell Haven er en ung filminstruktør, der under arbejdet med en ‘true crime’-film finder ud af, at intet i den virkelige historie er sandt, og at den unge femme fatale, han har castet i hovedrollen, måske har mere end en overfladisk lighed med den kvinde, der forsvandt under de mystiske omstændigheder, han nu forsøger at afdække. Illusionerne ligger i lag, og rollerne bytter plads i Hellmans kinesiske æske af narrative (vild)spor, som fører det lille filmhold fra North Carolina til London, Verona og Rom – og som selvrefleksivt kommenterer på den amerikanske independentfilms tilstand. En hypermoderne B-film efter klassisk opskrift: Jalousi, besættelse, mord, fatalt begær.