Serbiske Mladen Djordjevics forrige film var en dokumentar om den serbiske pornoindustri og ‘The Life and Death of a Porno Gang’ skal ses som en slags fiktiv opfølger til den. Vi følger en ambitiøs filmmager, som kæmper for at få sine film lavet. Han øjner en chance for hurtige penge ved at alliere sig med mafiaen og lave lidt porno. Succesen giver ham en genial ide: De starter et rejsende roadshow med bizar live porno, som de forundrede bønder kan hygge sig med, efter høtyven er lagt fra sig. Men mer’ vil ha’ mer’, og inden de ser sig om, er de i gang med at lave snuff-porno med fattige bønder, hvis løn for at dø foran kameraet kan hjælpe deres forarmede familie med at overleve.Der er noget dejlig naivt over filmens tilgang til sit emne, og at dømme efter tidens serbiske film, må de enten være verdens ulykkeligste folk eller bare have en helt særlig humor, måske en slags stødpude efter de sidste mange års elendighed.