En filmoplevelse ud over det sædvanlige kan man roligt kalde mesterinstruktøren Béla Tarrs nyeste film, der med sin intense skildring af to menneskers gradvise vej mod den sidste endestation tog anmelderne med storm på årets filmfestival i Berlin. Det hele starter med en kort historie om, hvordan filosoffen Friedrich Nietzsche en dag på gaden i Torino så en hest blive mishandlet – og for at komme den til undsætning kastede sig om halsen på den. ‘Ingen ved, hvad der efterfølgende skete med hesten,’ konkluderer filmens fortællerstemme ironisk, inden Bela Tarr, sammen med sit faste hold (klipperen Agnes Hranitsky, forfatteren Lazlo Kraznahorkai, komponisten Mihaly Vig og kameramanden Fred Kelemen) blænder op for sin måske mest minimalistiske film til dato – der følger den korte optakt op med en godt to en halv time lang skildring af to simple bønders sidste syv dage, mens alt gradvist går i stå omkring dem. I tredive knugende indstillinger struktureret som en omvendt skabelsesberetning skildres deres sidste dage i tindrende smukke sort-hvide billeder og til et hypnotisk soundtrack af Tarrs hofkomponist. En kompromisløs film for alle der troede, at filmkunsten var død.
PIX11 – The Turin Horse
