I et uspecificeret ingenmandsland i 1970’ernes Norditalien – bag sociale boligblokke, forfaldne bygninger og rustent ragelse – lever en gruppe børn deres eget liv. Men deres verden styrter i grus, da en pædofil mand voldtager og myrder to småpiger. Tre børn – den dominerende Carmine, den følsomme Sandro og den modne Cinzia – beslutter sig for at tage affære – og brændemærkes for bestandig af de aldrig bearbejdede hændelser. ‘Rust’ flakker besnærende mellem den traumatiske fortid og nutiden, der så fuldkommen er mærket af barndomssårene hos de tre som voksne, der på hver sin måde er ude af stand til at flytte sig i tilværelsen. Daniele Gaglianone spiller modigt børnenes gryende, uskyldige seksualitet op mod de bestialske overgreb. Filmens lurende, nærmest voyeuristiske billedside giver et ulmende modspil til den grufulde handling.