Sex, mystiske dødsfald og en skummel legende er bare nogle af komponenterne i Nadir Moknèches genredrama. Den surmulende Dounia arbejder sammen med sin kæreste på en byggeplads. Da deres hold af illegale daglejere opdager en smuk fresko, der kan dateres tilbage til år 400 før Kristi fødsel, er Dounia ikke sen til at indse, at det værdifulde fund kan dække udgifterne, så hun kan smugle sig selv og sin søn til udlandet – væk fra hans far. De lokker derfor arbejderne til at grave freskoen op, men deres plan forpurres, og pludselig står Dounia midt i et eskalerende trekantsdrama. Moknèche spiller elegant på fortællingens forgreninger og skaber en højspændt dramatisk kerne af penge, mord og sex, der gøres uhyggeligt troværdig af de fremragende skuespilpræstationer.