At en film har været et stort publikumshit i et andet europæisk land er langt fra altid en garanti for, at den også vil virke herhjemme. Men heldigvis er der undtagelser, som ‘De urørlige’. Dette træfsikre belgiske drama har mange af de samme kvaliteter og potentiale, omend det er kærlighed, sorg, venskab, sex og bluegrass-musik, der er de potente ingredienser. Man græder, griner og bliver revet væk af fortællingen, der lægger hårdt ud, da en seks-årig pige får konstateret uhelbredelig kræft. Det er dog pigens forældre og deres turbulente forhold, filmen handler om. Han er en storskægget cowboy og forsanger i et band, hun er en egenrådig tatovør, som bliver en del af bandet. Forelskelse, parforhold, graviditet, de første år med datteren og deres liv gennem syv år fortælles med elegante spring frem og tilbage i tiden. Filmen snuppede velfortjent publikumsprisen ved filmfestivalen i Berlin.