Man skal have et særligt sensitivt sanseapparat og flegmatisk temperament for at klikke med Tsai Ming-liangs film. I den asiatiske arthouse-auteurs kontemplative univers er narrativ fremdrift i så ekstrem grad underlagt stemning og atmosfære, at det sjældent giver mening at tale om en egentlig handling. Og intet sted i oeuvret er opgøret med dramaturgiens konventioner så kompromisløst som i instruktørens seneste, og angivelig sidste, opus: den demonstrativt langsomme ‘Stray Dogs’, der vandt den nyoprettede jurypris ved filmfestivalen i Venedig sidste år. Den følger en plaget og drikfældig, enlig far, som i Taipeis rendesten – et trøstesløst sted fyldt med mørke, regn, vind og forrådnede bygninger – forsøger at underholde sig selv og sine to børn som menneskeligt reklameskilt. (Filmmagasinet Ekko)
PIX14 – Stray Dogs
