Der er fart på i Andreas Dresens tyske film, der foregår i Leipzig i årene før og lige efter Murens fald. En håndfuld drenge, tidligere pionerer i DDR-tiden, kan ikke se fremtiden ligefrem række hånden lokkende ud mod sig. Det er ingen befrielsesjubel at spore i Leipzigs arbejderkvarterer, snarere en tung interti, hvor ingen synes at ænse de unge drenge, der går til i narko, sprut og vilkårlig vold – alt sammen til tonerne af besættende tysk 90er-techno. En gruppe skinheads og wannabe-nazister er deres daglige svøbe og raserer den illegale natklub, vennerne har startet og er ved at få succes med, men egentlig kommer destruktionen indefra. For hvad stiller man op, når der virkelig ikke er noget at håbe på? Når genforeningens lyksaligheder lader vente på sig, og det forherligede fri marked bliver en kamp om narkoterritorier? Det er en verden, det er svært at drømme i – en verden, der ikke belønner den indbyrdes solidaritet, som i hvert fald et langt stykke hen ad vejen holder sammen på drengene. Filmen er baseret på Clemens Meyers succesroman ‘Dengang vi drømte’.