Det er en prisværdigt vedkommende historie, den franskfødte, men danskuddannede instruktør har kastet sig over i sin rørende debut, der vandt hovedprisen på (1.000.000 kroner!) på dette års Göteborg Film Festival. Maria er en omsorgsfuld sygeplejerske, der beslutter sig for at tage med en af sine uhelbredelige patienter til Schweiz, hvor han kan få lov til at begå assisteret selvmord. På turen udvikler de to et tættere og tættere forhold, selvom det ikke er rosenrødt at se tvivl, knust kærlighed og livslængsel i øjnene. Det er henholdsvis svenske Lisa Carlehed og danske Peter Plaugborg, der bærer filmen på deres skuldre. Begge er hjerteskærende i deres nærvær, og sammen med den debuterende fotograf Brian Curt Petersen får Samanou Acheche Sahlstrøm skabt både rystende, håndholdt realisme og følsomt drama.