Limbo. I vestlig teologi synonymt med et opholdssted for de sølle sjæle, der måske ikke har fortjent straf, men ej heller er værdige nok til at få del i de himmelske herligheder. En gammeltestamentlig tolkning man nemt kan fristes til at bruge om det sted, hvor Anna Sofie Hartmanns debutfilm ‘Limbo’ foregår: hendes egen fødeby, Nakskov. Et vindblæst og gudsforladt sted, mest kendt for sine roemarker og sin sukkerfabrik – og ikke særlig meget andet. Men titlen er også et udtryk for den tilstand af uafklarethed og usikkerhed, man kan befinde sig i, når man er i en vigtig overgangsfase. Eksempelvis når man som Sara er ved at være færdig med gymnasiet og ikke ved, hvad der venter på den anden side. Tiden får hun og hendes klassekammerater blandt andet til at gå med at indøve Sofokles’ tragedie ‘Antigone’ med deres nye, unge lærer, Karen, der lige er flyttet til byen. Sara forelsker sig i Karen, men da hun erfarer, at følelserne ikke er gengældt, tager tingene en dramatisk drejning. Anna Sofie Hartmann er et lovende, ungt talent, der med en antropologs kølige og distancerede blik skildrer livets gang i Nakskov. Resultatet er et stille drama af græske proportioner – og en film, der bliver hængende længe efter den er slut.