Når man tænker over det, giver det perfekt mening, at punkauteuren Sion Sono har skabt en hip-hop-musical. Hans sympati og fokus har altid været med ungdommen. De rodløse, digterne, de homoseksuelle, punkerne, de forældreløse og de farlige. Og her passer nip-hoppen, som den hedder på de kanter, helt naturligt ind i Sonos løbende fortælling om en tabt generation, ingen vil lytte til, og som må leve i små klaner og oprørske parallelsamfund for at give livet mening. I sin nyeste tour de force af kung fu, bling bling og beats har han ikke bare filmatiseret den kendte mangategneserie ‘Tokyo Tribe2’, men også sat den på heftige rytmer og rim, for stort set hele filmen kører på et langt beat, og næsten al dialog bliver rappet. Indrømmet, der er ikke meget handling at gengive, når banderne i et postapokalyptisk Tokyo bekæmper hinanden med ord og sværd, så spyttet og blodet sprøjter. Men hvad gør det, når Japans p.t. mest ekstravagante instruktør har slået sig sammen med de største rappere på scenen, både på lydsporet og foran kameraet?