Mødet med ikke én, men hele to kvinder vender op og ned på Fusis liv. Han er 43, bor stadig hos sin mor og er kommet ind i nogle vanespor i livet, der er behagelige og trygge. Det store, livsforandrende møde med et andet mennesket har ikke været Fusi forundt. Men måske venter det derude. Islandske Dagur Kári har ikke lavet en nordisk pendant til ‘The 40 Year Old Virgin’. Det ville også rime dårligt på hans tidligere film, deriblandt den danske ‘Voksne mennesker’ og seneste den amerikanskproducerede ‘The Good Heart’, der tilhører den indadvendte, psykologiserende afdeling. I stedet skildrer han ømt og charmerende en ensom kæmpe med en lille horisont og et stort hjerte. Kári selv, der i det daglige er chef for instruktørlinjen på Den Danske Filmskole i København, kalder ‘Virgin Mountain’ for en opløftende historie om en mand, der tager et betydningsfuldt skridt ind i resten af sit liv.