‘Mesterlig og morsomt urovækkende.’ Nanna Frank, Politiken (5 hjerter)
Østrigsk films enfant terrible, Ulrich Seidl, er kendt for at gå til stålet i sine kvasi-dokumentariske skildringer af samfundets randeksistenser og udskud. I ‘Rimini’ møder vi den fallerede crooner Richie Bravo, der engang var en succesfuld popstjerne, men nu ernærer sig ved at optræde på alderdomshjem og for turistselskaber i den grånende afdeling. Når Seidl henlægger sin historie til den italienske badeby ‘Rimini’, så foregår det selvfølgelig uden for sæson – i sne og tåge og skyllet ned med masser af alkohol og piftet op med lidt uhildet elskov, for hovedpersonen er ikke bleg for at tage penge for sine seksuelle ydelser. ‘Rimini’ er med i Filmporten.