‘Et rørende trekantsdrama om pragmatisk kærlighed, afsavn og om at tage ansvar for sit eget liv.’ , Soundvenue (5 stjerner)
Johannes (en fremragende Mikkel Boe Følsgaard) og hans far Ulrik (bundsolide Jens Albinus) bor i en nordvestjysk havneby, hvor de passer deres respektive jobs i fiskeindustrien. Ulrik savner kærlighed og arrangerer derfor ankomsten af ung filippinsk kvinde (Mercedes Cabral) – præcis som flere andre mænd i byen har gjort. Johannes tvinges modvilligt til at involvere sig, da fremmedsprog ikke lige er Ulriks stærkeste side. Men som ugerne går, tiltrækkes Johannes og Rosita af hinanden, og spændingerne i familien strammer kun yderligere til, da både Johannes’ platoniske kæreste og Ulrik opfanger Rosita og Johannes stjålne blikke.