‘En kolossal og visuel tour de force.’ Søren Jacobsen Damm, Berlingske (5 stjerner)
Paolo Sorrentino fik sit gennembrud med Oscar-vinderen ‘Den store skønhed’ – en filmisk virtuos afsøgning af festlivet i den italienske overklasse. Nu vender han tilbage med den ikke ligefrem væsensforskellige ‘Silvio’, der er spundet over den forhenværende premierminister Silvio Berlusconis liv – atter med Toni Servillo i hovedrollen. Filmen tager afsæt i nogle af de mange kontroverser, som har tegnet Berlusconis liv, og helt forventeligt er den fyldt med forførelse, hedonisme, magt og skandaler. Men tro det eller ej: Sorrentino formår også at menneskeliggøre uhyret, og filmen klinger nærmest ud i det melankolske leje.