‘Et intenst og livsglad mesterværk.’ Søren Vinterberg, Politiken (5 hjerter)
Hirokazu Kore-edas opfølger til ‘Min søns familie’ er endnu et varmt familieportræt. De voksne søstre Sachi, Yoshino og Chika bor sammen i den idylliske Kamakura. Da deres far, som de ikke har set i 15 år, pludselig dør, rejser de til begravelsen. Her møder de deres halvsøster, som de uden de store overvejelser inviterer til at flytte med dem hjem. Det er en beslutning, som kommer til gribe afgørende ind i alles liv. Kore-eda taler ikke med store bogstaver, men udfolder sin nænsomme filmhumanisme, så man både gribes, bevæges og morer sig kosteligt – ofte i én og samme indstilling.