Miyazaki, opera-kino, havekunst, Vanya, Pride og meget mere! Vi slår (sommer)gækken løs i vores nye søsterbiograf Gloria på Rådhuspladsen. I ordinært program har vi eksklusiv premiere på den italienske barok-thriller ’Caravaggios skygge’ med blandt andre Isabelle Huppert (fra 11/7) og indie-filmen ’Mother, Couch’ med Ewan McGregor (fra 1/8). I anden halvdel af juli og ind i august viser vi en hel række af anime-klassikere med hovedvægt på Hayao Miyazaki og Studio Ghibli (dagligt kl. 12.00 fra 19. juli) – naturligvis inklusive ‘Min nabo Totoro‘ og ‘Drengen og hejren‘ (den sidste med engelske undertekster). Talking Heads-filmen ’Stop Making Sense’ (i manges øjne den bedste koncertfilm nogensinde) viser vi 19 + 26/7. National Theatres live-opførelse af ’Vanya’ (ja, det er Tjekhov – og med Andrew Scott i alle 8 roller!) viser vi 20 + 27/7. Fra 25/7 præsenterer vi ‘Painting the Modern Garden: Monet To Matisse’, der tager publikum med på en guidet tour gennem udstillingen på Royal Academy of Arts i London. 3/8 fejrer vi James Baldwins 100 års-dag (+ 1 dag) med særvisning af ’I Am Not Your Negro’. Den 4/8 – dagen før Copenhagen Fashion Week åbner – varmer vi op under kedlerne med en helt dugfrisk dokumentar om den omstridte modedesigner John Galliano. Derudover har vi også to forestillinger tilbage med Opera-kino: Det gælder ’Aida’ fra Dresden (21/7) og ’Tosca’ fra Verona (11/8) Og så runder vi højsommeren af med et særprogram med Pride-film (fra 7/8) inklusive Ira Sachs’ ’Passages’ og regulær premiere på ’Unicorns’.