‘En fantastisk skildring af de virkelige hiphopikoner og deres vigtige ståsted i musikhistorien.’ Frederik Dirks Gottlieb, Soundvenue (5 stjerner)
I midten af 1980’erne hørte Los Angeles-bydelen Compton til de farligste steder i USA. Her huserede Dr. Dre, Ice Cube og Eazy-E, der med deres fælles projekt N.W.A. (Niggaz with Attitude) gjorde gangsta-rappen stratosfærisk stor. Den rå tone og de anti-autoritære tekster – med signatursange ’Fuck Tha Police’– holdt dem ude af æteren, men publikum fandt vej til musikken alligevel. Filmen er ikke kun en skarp skildring af en flok musikeres op- og nedture i livets overhalingsbane (og ublu managere som skummer fløden), men kommer også fint om de sociale og private forhold, som var afsættet for bandets musik og tekstunivers.