‘En sand fornøjelse, der endegyldigt slår fast, at de var noget helt særligt.’ Ida Rud, Filmmagasinet Ekko (5 stjerner)
‘The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years’ er en livlig, humørfyldt og gennemmusikalsk dokumentar, der byder på masser af optagelser fra Beatles’ mest aktive år på landevejen, fra 1962 til 1966. Vanvittige 815 koncerter blev det til – og det mindre muntre efterspil forskånes vi for. Det er dog ikke arkivmateriale det hele. De overlevende kardinalvidner er naturligvis også med, og ikke mindst Paul McCartney og Ringo Starr bidrager afvæbnende til løjerne. Hold også øje med Whoopi Goldberg, Elvis Costello og Eddie Izzard, der alle giver deres besyv med.